Ryttergaardens formand Kristina Nautrup holdt tale og fortalte om de ti år, der er gået siden en lille gruppe lokale borgere startede rideklubben. I løbet af de ti år er der bygget ny ridehal, anlagt ride- og springbane, lavet nye hestebokse, bygget flot rytterstue og nu er nye toilet- og badefaciliteter under opførelse.
Formanden lagde i sin beretning vægt på foreningens gode sociale liv og sammenhold. Der blev ligeledes takket for den gode kontakt til lokalområdets borgere og erhvervsdrivende, der bakker op med støtte såvel økonomisk som med hjælp til udførelse af praktiske gøremål.